
5. april 2026
Jeg anede ikke hvor jeg skulle starte med AI
Min rejse fra at prompte et AI-værktøj til at bruge det aktivt i ledelse, mails, præsentationer og til at bygge ting med det.
Jeg læste alt. LinkedIn-opslag om AI-agenter, artikler om automatisering, folk der påstod de havde erstattet halve afdelinger. Og jeg sad bare og tænkte: men hvad gør jeg helt konkret?
Så jeg åbnede et AI-værktøj og stillede et spørgsmål. Det var hele starten.
Fra at prompte til at bruge det i hverdagen
Jeg er ikke den skarpeste til dansk. At skrive en mail der lyder professionel og præcis har altid taget mig uforholdsmæssigt lang tid. Så det var det første jeg prøvede: jeg gav AI'en mine stikord og bad om et udkast. Pludselig tog det 2 minutter i stedet for 20. Og resultatet var bedre end hvad jeg selv ville have skrevet.
Det lyder banalt. Men for mig var det en kæmpe forskel i hverdagen.
Derfra gik det hurtigt. Opgavebeskrivelser til teamet, mødeforberedelse, opsummering af korrespondance. Og så de ting jeg aldrig nåede: præsentationer der normalt tog en hel aften, og Word-dokumenter jeg plejede at udskyde fordi formuleringerne aldrig sad i skabet. Pludselig kunne jeg lave et oplæg til et kundemøde på en halv time i stedet for tre timer.
Fra værktøj til ledelse
Det næste skridt var større. Jeg er udviklingsleder, og jeg kunne se at mine udviklere snart ville arbejde anderledes. Så jeg begyndte at presse ledelse ned i hovedet på dem. Ikke for at fjerne deres faglighed, men for at klæde dem på til at lede AI-agenter der skriver koden for dem.
Det er stadig en proces. Men retningen er klar. En bog der hjalp mig med at sætte tanker og retning på det hele er "AI Epoken" af Anders Bæk. Den kan varmt anbefales hvis du står samme sted.
Fra ledelse til at skabe ting
Og så skete det der virkelig overraskede mig. AI gik fra at være et hjælpeværktøj til at blive noget jeg skaber med. Præsentationer, dokumenter, hele halvfemsprocent.dk. Alt bygget med AI som samarbejdspartner. Ikke som erstatning for mine beslutninger, men som en forstærker af dem.
Mit råd hvis du vil i gang
Start med det der irriterer dig mest. For mig var det at formulere mails. For dig er det måske noget helt andet. Men find den ene opgave der tager din tid uden at give dig energi. Giv den til AI. Se hvad der sker.
Det behøver ikke være mere end det.
